Om Finn
(Finn Bergstrøm Petersen) Født 1967
Jeg er oprindelig uddannet som værktøjsmager, hvilket har bidraget til, at jeg har kunnet opfinde og bygge hytten.
Jeg har arbejdet 24 år i socialpsykiatrien, hvor jeg bl.a. har uddannet mig til kognitiv psykoterapeut. Denne uddannelse har givet mig indblik i sammenhængene mellem tanker, følelser, handlinger og kropslige fornemmelser, samt hvad mindfullnes øvelser gør ved de automatiske tanker.
Jeg har taget uddannelse i ”Spiritual Accompaniment” St Beuno’s Tremeirchion kloster i Wales. – Læring i at følge og belyse vejen ind til det kontemplative rum.
Jeg har været hjælper i 2 år hos Melting Monday i København, som er en workshop, designet til at støtte gæsterne i at blive mere nærværende, sikker på sig selv, og autentiske i alle relationer ved bl.a. hjertekontakts øvelser.
Jeg er meget sanselig og har utrolig gode lugt- og smagssanser. Jeg nørder med at finde ud af, hvordan forskellige sanseindtryk harmonerer og spiller sammen. Jeg har specielt sammensat seancen i sansehytten ud fra dette med fokus på sanserne og ikke kun varmen, samt guidet meditation. Kombinationer af sanserne kunne f.eks. være: smag/konsistens, kulde/ varme, smag/duft, lyd/smag, duft/lys, samt meget høj varme.
Jeg har altid været meget fascineret af at gå i sauna, vinterbade og gå til saunagus. Ofte har jeg følt mig nærmest lykkelig. Denne lykkefølelse har jeg forsøgt at decikere. Jeg har nørdet med sammensætninger/kombinationer af sanserne, og kroppens reaktion og virkning.
Jeg værdsætter den afstressende tilstand, man kommer i. Det er det kontemplative rum den ordløse tilstand eller “the mindful space”, jeg søger, hvor der ikke er for mange dagligdags tanker, der forstyrrer.
Hvordan folk ønsker at modtage min sansehytte, må de selv om. De må godt bare svede/bade/dufte/smage. Tage på deres egen sanserejse.
Jeg har en fordomshylde, som jeg konstant forsøger at ommøblere, så den bliver fyldt med forundring i stedet for fordomme. Dette “hårde” arbejde har bragt mig vidt omkring og jeg møder konstant folk, som kommer med indslag til nye spænende indslag til sansehytten og livet generelt.